– Hallo derude, hvor er I?

Notat om kollektivitet, fiktion og fortælling i
SOS fra Cyberspace

Lars Henningsen


Et besætningsmedlem på rumskibet Delphi 1 indtager rollen som Plaprer. Hendes opgave er at skubbe til en Lyshale ved at vrøvle. Desuden møder vi en Drømmer. Når han lægger sig på Lyshalen får holdet gode råd – eller korte kig ind i fremtiden. Modulator skifter mellem de forskellige modus i cyperspace.

Sådan lyder beskrivelsen af tre af i alt otte besætningsmedlemmer, der befinder i et havareret rumskib, hvis halvdele svæver hjælpeløst rundt i universet. To besætninger skal finde og redde hinanden i dette scenario, for at rummissionen kan fortsætte. Opgaven er selvsagt vanskelig. Ikke blot er havariet en udfordring. Gruppen skal tillige lære hinanden og det havarerede rumskib at kende.
Rækken af øvrige besætningsmedlemmer er også vigtige. De indtager hver deres rolle og giver hver deres særlige bidrag. Vi møder en Maskinist, en Dyrepasser, en Navigatør og en Makrofag. Og egentlig finder vi hele to personer i rollen som Plaprer i rumskibet.
Nogle af jobbeskrivelserne lyder velkendte, mens andre virker som en helt særlig udfordring. I det havarerede rumskib synes det velkendte og det ukendte at krydse hinanden. Der skal findes vej, og der skal løses problemer. Selv – eller måske netop - i et halvt rumskib, som dingler rundt i rummet, møder vi en rolle som fx Dyrepasser. Det vil vise sig, hvad der kræves af hende, heroppe, hvor det nærmeste levende, der har brug for at blive passet, befinder sig et eller andet sted ude i universet - i den anden halvdel af rumskibet. Parterne har brug for hinanden, det er det enkle udgangspunkt.

Spørgsmålet er, hvordan det kan lykkes at skabe og udøve en fælles fiktion medlemmerne imellem i dette rumskib. – Og som antydet der ikke tale om blot eet hold, som befinder sig i den samme situation. Besætningerne på de to halve rumskibe må indstille sig på hinandens problemer, muligheder og medforfatterskab undervejs i de usædvanlige udfordringer.
Uden om dette scenario befinder der sig ydermere flere personer, som stimulerer og arrangerer rammen for fortællingen. Også de er medskabende til fiktionen, idet der her udvikles en række udfordringer til besætningerne. Parterne, arrangører og spillere, er ganske tæt på hinanden. Blot et lag masonitplader og lagenlærred skiller parterne. De er tæt sammen og adskilte på samme tid.
Netop her skal vi iagttage situationen med forsigtighed. Der er selvfølgelig ikke tale om, at det væsentlige i rumskibene blot består af materialer, der kan ind købes i et hvert byggemarked. Det væsentligste byggemateriale er deltagernes evne til kollektivt at opbygge en fiktion.
Deltagere er i kontakt – tæt på og på afstand. Deltagergruppen består af alle, der befinder sig i rumskibets dele og rundt omkring det. Dyrepassere, Makrofager, internet-teknikere, der bakser med forbindelserne, designere og initiativtagere og skribenter. De er med.
Alle må tage forehavendet alvorligt – denne seriøse, lette omgang med en fælles fiktion. Det er ikke besværligt, der er ikke tale om et særligt krav eller en bestemt forventning. Det er på sin vis meget let. Vær med. Der kan ske alt muligt. Nogle af bidragene består af tydeligt originale påfund og bidrag. Et anden vigtig indsats ser vi måske i løst henkastede forslag eller et støttende sideblik eller nik. Helten finder vi ikke blot som den Plaprer, der pludselig kan synge en særlig opfindsom lyd: en succes, som flytter Lyshale og rumskibs-del hen mod den anden halvdel. Fortjenesten knytter sig lige så meget til den, der venter, lytter og som giver et øjebliks opmærksomhed.
- Måske ku’ vi osse …? Denne måde at stille et forslag på er afgørende vigtig. Her åbner sig et mulighedsfelt, som er specifikt nok til, at det kan forstås, men som samtidig er så rummeligt, at det kan suppleres, ændres og udvides.
Det at få fiktionen til at virke, skal ikke være et forventningspres. Vi har nærmere at gøre med en stiltiende og udtalt viden mellem alle om, hvad der måske kan ske og om, hvordan det måske kan lade sig gøre. En form for overenskomst eller gensidig indstilling, der både er meget robust og uendelig sårbar på samme tid. Det må bære eller briste. Men det skal jo bære, for ellers finder rumskibene ikke hinanden. Og så hjælper ikke en gang den bedste Dyrepasser i cyberspace.

Tanken er nær: hvad skal der til, for at sådan en størrelse, en kollektiv og fiktiv proces, kan udfolde sig? Måske nærmer vi os svaret, hvis vi undlader at spørge?
Spørgsmålet fører let til kategorisering, operationalisering, overblik og distance. Og alligevel: er fiktionsrummet og processerne så sårbare? Der er nærmere tale om et spørgsmål til spørgeren selv om indstilling og medvirken.
Altså har vi ikke at gøre med distance forstået som snæver vurdering og kritik. Og dog er netop distance en del af udfoldelsen i rumskibet. Distance og indlevelse - skiftevis og sammen.
Der skal gode forslag til under en redningsaktion, der skal vurderes og problemløses. Helt tæt op ad dette møder vi oplevelse, stemning og medrevethed. - Det er jo vigtigt det her. SOS fra Cyberspace er en alvorlig sag.
Fiktionen handler altså om distance, også. Den handler om at håndtere forholdet mellem distance og indlevelse. Det er en vanskelig øvelse. Man går let forkert i byen … eller rettere forkert i rummet. Hvis Dyrepasseren udtaler et klart analyserende forslag, samtidig med at Drømmeren vrider sig på Lyshalen for at kikke ind i fremtiden – så er der tale om forskellige bidrag til fiktionen. Det kan køre helt skævt, men det kan også lykkes.
Håndteringen af forholdet mellem indlevelse og distance udvikler sig i tid, hvilket gør det fælles fiktive rum endnu mere sofistikeret: fiktionen omfatter såvel situationen, som den tog sig ud for lidt siden, som den er i øjeblikket, og som den vil blive om lidt.
Redningsaktionen kræver og udvikler gensidig tillid og baserer sig på udøvelse. Der kan ske alt muligt undervejs, og en sådan flertydighed antager ikke tvetydighedens væsen. Rumskib og kollektiv fiktion rummer humor og netop ikke ironi.

Besætningernes aktion ude i rummet er et billede på ganske brugbare kvaliteter - også nede i mere ydmyge og jordnære højder. Den kollektive fiktion udfordrer vores evner til at være flere steder i vores opmærksomhed på sammen tid. Ikke som distraktion, men som en opmærksomhed på det, der sker indadtil samtidig med, at vi prøver at forstå det, der sker omkring os. Forsøget kan bestå i at vende perspektivet og spørge: hvordan er mon deres situation?
Her ser vi en vigtig indstilling, når de havarerede halvdele af rumskibet bringes til at mødes. Denne kvalitet er samtidig afgørende i øvrigt i fælles bestræbelser mennesker imellem.
Hermed strækker SOS fra Cyberspace, og det eksempel projektet viser, sig gennem så forskellige størrelser som fx leg, fortælling, digitalitet, kulturpolitik, antropologi og kunst.
- Roger and out. Held på rejsen.

Baggrund

Projektet SOS fra Cyberspace er udviklet af designere og billedkunstnere Signe Klejs og Majbrit Høyrup.

D. 5 november var jeg gæst ved opsætningen og den indledende forberedelse af SOS fra Cyperspace. Jeg overværede ikke selve spillet.

Referencer

Notatet er inspireret af antropologen Richards Schechners forskning. Derfor følgende henvisninger:

Richard Schechner (1982): ”Collective Reflexivity, Restoration of Behavior”, i: Jay, Ruby, ed.: A crack in the mirror: reflexive perspectives in anthropology, University of Pennsylvania Press, s. 39 – 82

Lars Henningsen (2005): ”Virtuel fortid, nu, fremtid. Antropologen model og begreb for kollektiv refleksivitet ’restored behavior”, i: Display. Tidsskrift for Børne- og ungdomskultur nr. 49. Odense Universitetsforlag.

I øvrigt henvises til:
Flemming Mouritsen (2001): “Refleksivitet og refleksionstyper i børns udtryksformer” i: At forske i en bevægelig verden. Tidsskrift for Børne- og ungdomskultur, nr. 43. Odense Universitetsforlag.